Hvilken farve har en sund og naturlig æggeblomme?
Spørger man danske forbrugere, skal blommen helst være klar gul. Sådanne æg tolkes som sunde og friske, og det er da også rigtigt, at høns, der har adgang til frisk græs og urter, orme og biller og anden ‘naturlig’ og alsidig kost får en langt mere dybgul blomme end høns, der udelukkende fodres med foderpiller. Således vil selv fritgående høns i vinterperioden have en langt minde gul blomme end om sommeren.
Anvender man æg fra fritgående høns, der i deres hønsegård kan skrabe både proteinrige regnorme og biller op af jorden, og nippe lækre, friske grønne planteskud, farver blommen så meget, at kager og middagsretter tager tydeligt farve af blommen. Lagkagebundene bliver pludseligt helt gule når der anvendes sådanne æg.
I parantes bemærket er friske æg vidunderlige at anvende i køkkenet. Proteinstrukturerne er helt intakte, så hviderne kan piskes luftige i en grad, man ikke ville tro muligt. Spejlæg flyder ikke ud og så videre…
Men hvad gør industrien for at imødekomme forbrugernes ønske om gule æggeblommer. Når det altså ikke er forsvarligt og rentabelt at slippe tusinder af industrihøns løs på markerne.. Ja, man vælger selvfølgelig at tilsætte gult farvestof til foderet. Vupti, nu kan man holde hønsene forsvarligt sikret, så de ikke bruger energien på at skrabe biller frem, men i stedet kanaliseret energien og farven fra foderet direkte ud i det daglige æg. Og når æglæggeren er udslidt efter et års tid, kan den ende som minkfoder.
Politiken har en tankevækkende artikel om brugen af farvestof i hønsefoder. I denne artikel omtales bl.a. firmaet Hedegaard, der mildest talt har en lemfældig omgang med god markedsføringsskik efter min helt personlige mening:
“Nogle producenter reklamerer i øjeblikket med, at deres æg har en ekstra farverig blomme. Det gælder blandt andet Hedegaard Foods. De står bag produktet Barkholt Gårdæg, der er eksklusive og særlig friske skrabeæg.
Barkholt Gårdæg har »en flottere mørk gul farve grundet særligt alsidigt foder, hvor cirka 50 procent kommer fra gårdens egne marker, hvor der dyrkes hvede og raps«, hedder det på Hedegaards hjemmeside, eggs.dk.
Men forbrugerne tager fejl, hvis de tror, at den flottere mørke gule farve skyldes gårdens alsidige foder. Farven skyldes – ligesom i andre æg – at de er tilsat bl.a. tagetes og paprika, siger Nis-Jørn Diederichsen, der driver Barkholt-gården.
»Det er ikke vores hvede, der er skyld i, at blommefarven er gul, og det skriver vi heller ikke. Jeg synes ikke, vi markedsfører noget, der ikke er i overensstemmelse med sandheden«, siger han.
Barkholts æg er så dybgule, at de scorer op mod 12 på den såkaldte Roche-æggeblommefarveskala, der går fra lysegul til mørkorange.
Normale æg ligger på omkring 9, som er den farve, mange forbrugere angiver, at de foretrækker. Det er også den nuance, et æg får, hvis hønen går frit rundt på marken om sommeren og tygger græs, orme, insekter og andet (om vinteren falder blommens naturlige farve til 4-5).
Direktør Ivan Jørgensen, Hedegaard Food, siger, at det er paprika sammen med grønmel (græs) og majs, der får æggene så højt op på skalaen.
Han mener dog ikke, at det er vildledende, når Hedegaard skriver, at blommerne har en »flottere mørk gul farve« på grund af »særligt alsidigt foder, hvor cirka 50 procent kommer fra gårdens egne marker«. For hønsene får faktisk et alsidigt foder, der inkluderer grønmel, majs og paprika, der alle øger æggenes tal på Roche-skalaen.
»Men du kan have ret i, at det ikke er hveden og rapsen, som gården selv producerer, der giver farven«, siger han.”
Læs hele artiklen om brugen af farvestof i hønsefoder på Politiken.dk